Der er stor uenighed om persillens oprindelse. Nogle mener, at Sardinien er stedet. Petroselin betyder også det, der vokser på klipper! De gamle græske haver var som oftest indrammet af en kant persille. Et gammelt græsk ordsprog siger ”at være i persillen” og det betyder, at man lige er begyndt på et eller andet. Persillen var i øvrigt værdsat i antikken, også som virksomt elskovsmiddel eller afrodisiakum efter den græske gud Afrodite, som er gudinde for kærlighed, skønhed og begær.

I Johan Langes bog om Kulturplanternes indførselshistorie i Danmark, angives det at havepersille blev indført til Danmark i 1300 tallet. Persille er formentlig blevet indført som lægeplante. I den nordiske middelalders medicinske håndbog af M. Henrik Harpestræng, som var nordens første medicinske forfatter og dansk læge i Roskilde, står anført ”Den som pisser med stor nød han skal støde kommen og læge safran sammen og opløse pulveret i en drik og æde persille frø.”

I tidens løb var det medicinsk set især roden og frøene, der blev brugt, de hjalp for blærelidelser, urinvejsbetændelse, vattersot, nyrelidelser og nyresten. Under første verdenskrig fik soldater der led af nyrebesvær i forbindelse med diarré, ordineret persillethe.